SEO-test – 16033 tegn – Wombalabajabooboo

kun kan begribe begrebet ”ungkarl” som en ugift mandsperson, hvorfor alle ungkarle pr. definition vil være ugifte personer, er det absurd at hævde, at vi kan forstå påstanden ”alle ungkarle er ugifte” uden at forstå den som gyldig. Det samme gælder for det logiske selvmodsigelsesprincip i formuleringen det her er givet. Hvis vi kun kan forstå begrebet ”entydighed”, eller ”entydig tale”, som ”en tale der er fri for selvmodsigelser”, kán vi ikke begribe princippet uden at begribe det som gyldigt, hvorfor det naturligvis ligeledes er absurd at hævde, at princippet lader sig forstå uden, at det implicerer sin egen gyldighed.
Vi kan ikke benægte eksistensen af analytiske påstande; af de påstande, hvis mening implicerer deres gyldighed. Hvis vi nemlig benægter, at der findes påstande, hvis gyldighed alene følger af deres betydning, så benægter vi, at nødvendige begrebsmæssige relationer mellem de forskellige størrelser i verden findes. Vi benægter deri de nødvendige begrebsmæssige sammenhænge – eller ”de nødvendige logiske relationer mellem de forskellige af verdens størrelser”, som den nyligt afdøde Peter Zinkernagel ville formulere det. Dette gør vi, da de nødvendige relationer mellem de forskellige størrelser netop formuleres i påstande, som er gyldige alene idet de fremsættes. Benægter vi dog eksistensen af nødvendige relationer mellem de forskellige af verdens størrelser, vil vi imidlertid også benægte, at begrebet ”gyldighed” er nødvendigt relateret til bestemte påstande. Det er jo de logiske relationer mellem de forskellige størrelser, der fortæller os, fx hvornår dén størrelse en ”påstand” er, må tilskrives den størrelse vi kalder ”gyldighed” som egenskab. Således hævder vi, at det er rent tilfældigt, at visse påstande betragtes som gyldige, eller, at gyldighed ikke er noget, der uomgængeligt må tilskrives visse påstande enten altid eller i bestemte situationer. Hævder vi imidlertid, at der ikke findes påstande, som er gyldige med nødvendighed, ender vi med at gendrive os selv. Hvis ikke der findes påstande, der er gyldige med nødvendighed, er påstanden der siger, at ”visse påstande ikke er gyldige med nødvendighed”, jo heller ikke nødvendigvis gyldig. Hvis vi hævder, at den størrelse begrebet gyldighed betegner, ikke er nødvendigt relateret til bestemte påstande, så bliver vi ude af stand til at skelne mellem gyldighed og ikke-gyldighed. Men er vi ude af stand til at skelne mellem gyldighed og ikke-gyldighed, bliver sande eller gyldige påstande jo også umulige at fremsætte. Men påstanden der udsiger dette er absurd. Hvis ikke sande påstande kan fremsættes, kan påstanden derom jo heller ikke beskrives som sand. Hvis vi ønsker at beskrive verden med gyldighed, må vi altså nødvendigvis hævde, at vi kan skelne mellem gyldighed og ikke-gyldighed; følgelig også, at analytiske påstande er en realitet.
De nødvendige påstande inkluderer imidlertid ikke alene de påstande, hvis gyldighed er impliceret i deres mening. Mængden af gyldige empiriske, syntetiske, eller af gyldige påstande om den omskiftelige verden må også inkluderes under mængden af nødvendige påstande. En gyldig påstand om den omskiftelige verden er en påstand om den omskiftelige verden, der ikke kan benægtes. En påstand om den omskiftelige verden kan ikke benægtes, hvis man med den samme erkendelsesmæssige tilgang, som man forstår den givne påstand, kan registrere, at påstanden er gyldig, eller at den ikke kan benægtes. Hvis man således i selve sin forståelse af den empiriske påstand ”koppen står på bordet” ved, hvilke betingelser der skal opfyldes for at udsagnet er sandt samtidig med, at man er i en situation, hvor man – med den samme erkendelsesmæssige tilgang som man forstår den givne påstand – faktisk kan registrere, at disse betingelser er opfyldte, så står vi overfor en gyldig empirisk påstand; en påstand, der er uomgængelig, og som vedrører den omskiftelige verden. Her står vi derfor ikke overfor en påstand, hvis gyldighed følger af påstandens betydning. Det følger på ingen måde af meningen med påstandene ”koppen står på bordet”, med ”E = MC²” og af meningen med andre påstande om den omskiftelige verden, at disse er gyldige. Disse påstandes gyldighed hviler derimod på visse i forhold til påstandene selv eksterne betingelsers opfyldelse. Gyldigheden af disse påstande er en kendsgerning, hvis de betingelser der skal være opfyldte for, at påstandene er gyldige, vitterligt kan registreres at være opfyldte i den eller de situationer, som påstandene refererer til. Påstande om den omskiftelige verden er gyldige, hvis betingelserne for deres gyldighed er opfyldte. Hvorvidt betingelserne for empiriske påstandes gyldighed er opfyldte, ser man altså ikke ved at anskueliggøre sig påstandenes mening, men ved at se på om påstandenes mening korresponderer med de omstændigheder, der er til stede i situationerne, disse påstande udtaler sig om.
Gyldige empiriske påstande findes i ovennævnte forstand. Dette viser sig i sig selv at være en analytisk påstand. Hvis vi nemlig benægter, at disse påstande findes, benægter vi, at vi kan udtale os med gyldighed om den omskiftelige verden. Men dette er absurd. Hvis ikke vi med gyldighed kan udtale os om den omskiftelige verden. Hvis ikke vi kan tilskrive påstande som ”koppen står på bordet”, eller som ”denne mand er ungkarl”, eller som ”E = MC²” gyldighed i visse situationer, kan vi jo heller ikke fremsætte og forsvare eksistensen af analytiske påstande, som hviler på de gyldige empiriske påstandes mulighed. Vi kan fx ikke sige, at ”alle ungkarle nødvendigvis er ugifte”, hvis ikke vi med gyldighed kan registrere, hverken, at påstanden ”denne mand er ungkarl”, eller, at påstanden ”denne mand er ugift” under visse betingelser er gyldig. Analytiske påstande hviler på denne måde på eksistensen af empiriske påstande der er gyldige. Da et begreb om gyldige empiriske påstande, altså er forudsat i begrebet om analytiske påstande, og da eksistensen af analytiske påstande, som nævnt, er forudsætningen for af at beskrive verden med gyldighed overhovedet, så tvinges vi til at antage eksistensen af gyldige empiriske påstande. Der findes givetvis flere måder, hvorpå man kan argumentere for eksistensen af hhv. analytiske og gyldige empiriske påstande. Med det her beskrevne mener jeg dog med nogen ret at kunne forsvare eksistensen af begge disse typer gyldige påstande.
Analytiske påstande om det evige – empirisk gyldige påstande om det timelige
Holder vi fast i, at analytiske påstande er påstande, hvis betydning implicerer deres gyldighed; påstande som ikke kan forstås, hvis ikke de forstås som gyldige, mens de gyldige empiriske påstande er påstande, som ikke er gyldige i kraft af deres betydning, men fordi de krav på gyldighed disse påstande stiller i kraft af deres betydning, kan registreres at være opfyldte ved inspektion af virkeligheden ved brug af den samme erkendelsesmæssige tilgang, som bruges i forståelsen af meningen med de krav på gyldighed, disse påstande stiller. Så kan vi uddybe forestillingen om dem med, at hvor de analytiske påstande udsiger noget uomgængeligt om den virkelighed, der ikke forandrer sig, dvs. om den evige virkelighed, da udsiger de gyldige empiriske påstande noget uomgængeligt om den virkelighed der forandrer sig, hvilket vil sige den erfarede virkelighed, eller de i tiden eksisterende fænomener.
Man bør her lægge stor vægt på, at for så vidt disse påstande udsiger noget, der er gyldigt, udsiger de begge noget, der er uomgængeligt, altså noget, der ikke kan benægtes ligegyldigt hvem man er, og ligegyldigt i hvilken situation man befinder sig. Dette er uproblematisk at begribe for de analytiske påstandes vedkommende. At ”alle ungkarle er ugifte” eller, at ”entydig tale er tale fri for modsigelser” er ikke svært at begribe gælder i alle tænkelige kontekster, ligegyldigt hvem man er. At en empirisk påstand som ”koppen står på bordet” imidlertid kan figurere som en empirisk gyldig påstand, dvs. som en påstand der udsiger noget uomgængeligt; noget der i ingen situationer kan benægtes, om et timeligt sagforhold, synes sværere at begribe. Nok kan man sandsynligvis enes om, at udsagnet ”koppen står på bordet” er sandt, hvor vi, med den samme erkendelsesmæssige tilgang, som vi forstår denne påstand, kan registrere, at koppen faktisk står på bordet. Men i de situationer, hvor vi ikke kan registrere, at koppen står på bordet, da synes denne før så gyldige empiriske påstand jo pludselig ugyldiggjort. Og med dette in mente synes det pludselig som om den empirisk gyldige påstand ikke har samme fulde gyldighed som den analytiske påstand, da empirisk gyldighed jo kun synes at gælde i nogle situationer, mens den i andre synes omstødt.
Sådan formuleret ligner begrebet om den gyldige empiriske påstand vitterligt et paradoks. Det viser sig imidlertid, at paradokset vi her synes at se er rent tilsyneladende. Det beror på den misforståelse, at man formoder, at den samme gyldige empiriske påstand må formuleres ens ligegyldig i hvilken situation den udsiges. Men det er jo ikke tilfældet. Da den gyldige empiriske påstand, er en påstand, hvis gyldighed ikke kan benægtes at gælde om fænomener fra den omskiftelige verden, og da alle påstande, empiriske eller analytiske, gyldige eller ikke-gyldige, udsiges på et bestemt tidspunkt i verdenshistorien, vil formuleringen af den samme empiriske påstand naturligvis tage sig forskelligt ud, afhængigt af, hvilken situation den formuleres i. Hvis jeg med den samme erkendelsesmæssige tilgang, som jeg forstår påstanden ”koppen står på bordet” med, kan registrere, at koppen vitterligt står på bordet i dette øjeblik, er påstanden en empirisk gyldig påstand. Samme empirisk gyldige påstand vil imidlertid ikke hedde ”koppen står på bordet”, hvis jeg formulerer den i morgen, hvor koppen ikke længere står på bordet, men er vasket op og står i skabet. Da vil den gyldige empiriske påstand om det sagforhold, jeg i øjeblikket definerer i kraft af påstanden ”koppen står på bordet”, hvis den skal formuleres med gyldighed, formuleres ved påstanden ”i går ca. klokken tre stod den kop, der nu står i skabet, på skrivebordet i mit værelse”. Da en empirisk gyldig påstand; en gyldig påstand om den omskiftelige verden, formuleres på et bestemt tidspunkt i verdenshistorien, samtidig med, at dét en sådan påstand søger at beskrive uomgængeligt, er noget der eksisterer på et bestemt tidspunkt i verdenshistorien – dvs. ikke til alle tider, som dét den analytiske påstand angiver – da må den empiriske påstand indeholde en reference til, hvornår det sagforhold, de kendsgerninger, de ting eller størrelser den beskriver, eksisterer, vil eksistere, eller allerede har eksisteret. I nogle sammenhænge er denne tidsangivelse implicit. Når jeg siger ”koppen står på bordet”, mener jeg implicit, at koppen står der nu til dette tidspunkt. I andre må jeg, som når jeg taler om fortid eller fremtid, eksplicitere denne tidsangivelse nærmere. Da den analytiske påstand udsiger noget ubenægteligt om det evindelige, er noget sådant ikke nødvendigt for denne.
II. del:
Habermas’ begreb for den rationelle akt
Med disse erkendelsesteoretiske pointer in mente skal vi nu fremlægge selve Habermas’ handlingsteori. Habermas opererer overordnet med ét handlingsbegreb, som implicerer to typer rationelle akter. Dels findes der de ikke-sprogligt rationelle akter, dvs. dem vi normalt forstår som handlinger. Det kan være ganske almindelige dagligdagshandlinger, som den jeg udfører, når jeg arbejder for at tjene til føden – løber for at nå bussen – køber nette gaver til konen, eller tilbagebetaler en gæld. Dette er den ene type handling, Habermas fremhæver. Ved siden af den, fremhæver han så de sproglige handlinger, talehandlingerne eller den kommunikative handlen. Sådan aktivitet engagerer vi os i, fx når vi forklarer en turist vejen til den lille havfrue – når vi fortæller en vittighed, eller afgiver løfter om dette og hint. Begge disse typer akter forstår Habermas som former for handlen. Men vel at mærke kun så længe de manifesterer rationalitet.
Således forstår han overordnet begrebet ”handling”, ud fra de forskellige typer af rationalitet vore akter manifesterer. Han forstår begrebet handling – hvilket han rimeligvis forudsætter uden ”yderligere afklaring”, som en forskelligartet anvendelse af viden, der kan begrundes af den handlende selv overfor andre handlings- og sprogdygtige aktører. Dermed kan arbejdsbiens akt af at bringe nektar hjem til boet fx ikke beskrives som en egentlig handling. Når vi siger, at arbejdsbiens handlinger er rationelle, fx. i det omfang, at de bidrager til kubens overlevelse, beskriver vi dens akter som rationelle i overført betydning, ifølge Habermas. Det ”virker som om” bien anvender viden i sin ageren. Men da bien på ingen måde evner at diskutere sine handlinger med os; evner at fremlægge en begrundelse for sin anvendelse af viden i de akter den udfører; da bien er et irrationelt væsen, kan vi ikke beskrive dens akt som en egentlig handlen eller som egentlig rationel på anden måde end i denne overførte betydning. Dvs. som rationel i det omfang, at hvis bien var et fornuftigt væsen, så ville den højst sandsynligt kunne begrunde sine akters rationale. Konsekvensen af dette er, at akten qua rationel; qua en handling, ifølge Habermas, må kunne begrundes af aktøren selv, eventuelt i dialog med andre aktører, der principielt er i stand til også at erhverve og anvende viden i deres omgang med verden. Hvor bevidste væseners akter ikke er rationelle, kan de altså heller ikke beskrives som egentlige handlinger. I mangel af bedre begreb vil jeg derfor, i modsætning til at anvende begrebet handling om levende væseners ubevidste gøren og laden, tale om, at disse agerer. Kun i det omfang, en akt er rationel, er den altså samtidig også en handling, mens den i det omfang, den er irrationel eller ubevidst vedbliver med at være blot en akt.
Skal vi beskrive, hvordan en akt så kan begrundes som en handling, altså som rationel, peger Habermas på, at der findes forskellige former for handlingsrationalitet. Mao., forskellige perspektiver i hvilke de sproglige og ikke-sproglige akter evt. kan begrundes og vise sig som rationelle eller som egentlige handlinger.
For den ikke-sproglige handlen gælder det ifølge Habermas, at alt afhængig af hvilket perspektiv en sådan akt vurderes under og søges begrundet i, da viser den sig som handling; som rationel, hvis den kan begrundes som gyldig i, hvad Habermas kalder hhv. det teleologiske og det normregulerede perspektiv samt som tilnærmelsesvis gyldig i, hvad han kalder det dramaturgiske perspektiv. Ud fra hvert af disse perspektiver begrundes den samme ikke-sproglige akt dermed som en handling; som rationel, enten i ét eller to af de nævnte perspektiver, såfremt akten opfylder de fordringer på gyldighed, de givne perspektiver stiller en akten qua rationel – eller par excellence, såfremt akten kan bestemmes som en både gyldig teleologisk og normreguleret handling samt som en tilnærmelsesvis gyldig dramaturgisk handling. Således vil den ikke-sproglige akt i de perspektiver, hvori den kan begrundes manifestere sig som en enten/både teleologisk, normreguleret og/eller dramaturgisk ikke-sproglig handling.
Kigger vi nærmere på de begrundelsesformer, den ikke-sproglige akt i sin egenskab af handling må kunne gives, kan akten ifølge Habermas bestemmes som en gyldig eller ugyldig teleologiske handling, hvis den kan vises effektivt at opfylde et givent på forhånd fastsat objektivt formål. I teleologisk perspektiv beskrives den ikke-sproglige handling altså som en formålsrationel aktion. Den beskrives ud fra omfanget i hvilket, den i kraft af et middel, der repræsenterer en given kendsgerning, fremmer et givent formål, som også repræsenterer en kendsgerning. Den handlingsmæssige begrundelse i dette perspektiv er således aktens succes eller effektivitet.
Samme akt kan dog også bestemmes som en gyldig eller ugyldig normreguleret handling, nemlig under det perspektiv, hvori den beskrives i lyset af sin overensstemmelse med moralsk legitime normer. Som en normreguleret handling begrundes akten med henvisning ”til medlemmer af en social gruppe, der orienterer deres handlinger efter fælles værdier” ifølge Habermas; rettere sagt, med henvisning til aktørens blik for at handle overensstemmelse med det ”vi bør gøre” eller ”det rigtige at gøre”. Akten qua normreguleret handling begrundes derfor ved aktens rigtighed. Selve denne akts handlingsrationalitet manifesterer sig i graden af aktens moralske gyldighed.
Det tredje rationalitetsaspekt, under hvilket en ikke-sproglig akt kan bedømmes som rationel, er akten qua dramaturgisk handling. I dette perspektiv opfattes aktørens gøren og laden som en selvfremstilling; en fremstilling af aktørens subjektivitet overfor et publikum. Eller, som William Outhwaite ganske utvetydigt definerer det: Det er perspektivet i hvilket akten betragtes som en ”kritiserbar præsentation af selvet” . Således kan den ikke-sproglige dramaturgiske handling ifølge Habermas til dels manifestere sig som en evaluativ dramaturgisk ytring, dvs. som en ytring, hvor personlighedens følelser af skønhed og grimhed, dens æstetiske oplevelser, fremstilles for et publikum. Et godt eksempel på en sådan i høj grad evaluativ handling kunne være Da Vinci’s fremstilling af ”Mona Lisa”. Mens den også kan manifestere sig som en såkaldt ekspressiv ytring; en handling som i tilnærmelsesvis ren form kunne eksemplificeres ved elskerens bedende øjne, der i al oprigtighed lover aldrig at være utro igen. Akten qua evaluativ dramaturgisk ikke-sproglig handling begrundes ud fra æstetiske værdistandarters rimelighed eller selvfremstillingens autenticitet. Mens den qua ekspressiv dramaturgisk handling begrundes med henvisning til de ekspressive akters oprigtighed. Under ét kunne man sige, at den dramaturgiske akts rationale åbenbarer sig i det omfang, at handlingen tilnærmelsesvist gyldigt kan begrundes som sandfærdig; som en sandfærdig fremstilling af selvets erfaringer, følelser, ønsker, private meninger og behov; som en sandfærdig fremstilling af dets subjektivitet. Til forskel fra de to andre perspektiver, hvori handlingen viser sig, betragtes akten qua dramaturgisk imidlertid som rationel – ikke hvis den kan begrundes gyldigt, thi dette er ikke muligt at bestemme en dramaturgisk handling som ifølge Habermas, men – hvis den kan begrundes som tilnærmelsesvist gyldig. Beskrivelsen af denne begrundelsesform, som den nærmere redegørelse for de andre begrundelsesformer, der passer til de forskellige handlingsrationelle perspektiver, skal vi vente en kende med. Den vil dog fremgå nedenfor.
Ud fra disse perspektiver kan én og samme ikke-sproglige akt altså – dette både på individ- og gruppe- eller samfundsniveau – betragtes som mere eller mindre rationel, dvs. som mere eller mindre handling, afhængigt af, hvor velbegrundet den er i de forskellige perspektiver.