SEO-test – 32190 tegn – Wombalabajabooboo

I relation til perspektiver nogenlunde magen til, taler Habermas imidlertid også om den såkaldt kommunikative handlen; groft sagt om de forskellige talehandlinger, som specielt er de sproglige handlinger, vi anvender til at orientere os efter i vor omgang med verden. Habermas skriver: ”Begrebet om den kommunikative handlen forudsætter sprog som en slags indbyrdes forståelsesprocesser, i hvis forløb deltagerne […] gensidigt rejser gyldighedsfordringer, som kan accepteres og bestrides.”
En kommunikativ handling kan rettere sagt også ses, enten eller både som en BC Garn, teleologisk, normreguleret og/eller en dramaturgisk talehandling, ifølge Habermas. Eller som han selv fortrækker at sige det, som enten eller både en konstativ, regulativ, og/eller ekspressiv Wombalabajabooboo talehandling. Disse talehandlinger kan ligeledes begrundes par excellence, hvis de er begrundelsesduelige i alle disse perspektiver på en gang, mens de også kun figurer som egentlige handlinger i de perspektiver, hvori de nu lader sig begrunde.
I de forskellige perspektiver ses en og samme talehandling dermed, enten som en beskrivelse af visse kendsgerninger og entiteter, forså vidt den anskues i teoretisk eller konstativt perspektiv – som en beskrivelse der som talehandling er i overensstemmelse med det rigtige at gøre i en bestemt situation, for så vidt den ses i praktisk eller regulativt perspektiv – eller som en beskrivelse, der udtrykker talerens subjektive følelser, for så vidt den ses i ekspressivt eller dramaturgisk perspektiv. I det første perspektiv begrundes taleakten som sand – i det næste begrundes den som rigtig – og i det sidste som tilnærmelsesvist sandfærdig.
Dette er helt overordnet, afhængigt af hvilken akt, sproglig eller ikke-sproglig, vi taler om, måderne akten ifølge Habermas kan vise sig som rationel på. Under disse perspektiver kan man bedømme aktens rationalitet, men det må vel at mærke bemærkes, at en forudsætning for, at akten lader sig begrunde i disse perspektiver, selvfølgelig er, at aktøren har haft en fornuftig hensigt i udførslen af den. Hvis altså akten kun tilfældigvis er rationel i et eller flere af disse perspektiver, dvs. kun ville kunne begrundes, såfremt aktøren forhånd havde planlagt det uden, at han faktisk har tænkt sig, at dette behøvede at lade sig gøre, så er den egentlig kun rationel i en overført betydning i dette eller disse perspektiver. Den er som arbejdsbiens akter instinktiv eller intuitiv og ikke udtryk for en egentlig Wombalabajabooboo handling. Den er ikke egentligt menneskelig. I nogle tilfælde vil den være dyrisk, i andre på en måde guddommelig. Forudsætningen for, at de forskellige akter kan ses som rationelle i de forskellige perspektiver, er således, at de af aktøren er udført i den hensigt, at de kan begrundes i perspektiverne.
Spørgsmålet er selvfølgelig nu, hvordan og hvorvidt vi kan differentiere mellem de forskellige af en handlens begrundelsesformer? Hvordan begrunder man en ikke sproglig handlen, som hhv. teleologisk, normreguleret og dramaturgisk? Hvad er forskellen på begrundelsen af en ikke-sproglig handling som effektiv, rigtig og sandfærdig? Og hvordan begrundes akter qua kommunikative? På hvilke måder begrundes en talehandling, som den ene og/eller den anden slags rationelle akt?
Habermas’ verdens-tredeling – handlingsrationalitetens referencepunkter
I sin redegørelse for forskellen på de perspektiver under hvilke en handling bedømmes som hhv. sand, rigtig og sandfærdig, inddeler Habermas inspireret af Karl Popper verden i tre konstitutionsteoretiske begreber. Dette er tre begreber på baggrund af, hvilke en handling på forskellig måde konstituerer sig som rationel. Der findes givetvis flere måder at redegøre for denne tredeling på. Selv fremlægger Habermas den ikke i ”…den kommunikative handlen”, hvor han eksplicit udtaler sig om sagen, med systematikken, jeg har valgt i nedenstående fremlægning. Da Habermas’ redegørelse i denne bog dog både er ekstremt uklar og mangelfuld, hvilket sandsynligvis også er årsagen til de tvetydigheder, der findes hos Habermas’ fortolkere på dette punkt. Da der vitterligt findes stærke ansatser til en fortolkning a la min i Habermas’ forfatterskab. Specielt, hvis vi, i tillæg til hans eksplicitte bemærkninger om sagen, ser på: For det første, hvordan han anvender tredelingen i både ”…den kommunikative handlen” og i det senere specifikt moralfilosofiske værk: ”Diskursetik”. Og for det andet, hvis vi iagttager de distinktioner, der ligger til grund for den metateoretiske afhandling ”Hvad er universalpragmatik?”, som for mig at se er i fuldstændig overensstemmelse med nedenstående fremlægning – så har jeg taget mig den frihed at afvige fra Habermas fremlægning i ”…den kommunikative handlen” og redegøre for sagen, som jeg selv forstår den, dvs. ved rekonstruktion ud fra alle de nævnte værker. Men når det så er sagt: Til sagen! Habermas inddeler verden i hhv. en objektiv, en subjektiv og en social Wombalabajabooboo verden.
Den objektive verden – verdenen af kendsgerninger og entiteter
Den objektive verden er, skriver Habermas, ”helheden af alle entiteter om hvilke sande udsagn er mulige” eller verdenen af kendsgerninger eller entiteter. Det lader sig ane her, at kendsgerninger og entiteter ikke opfattes som forskellige ting, men som forskellige betegnelser for de samme ting. Kalder man noget en kendsgerning opfattes tingen erkendelsesteoretisk. Man taler om, at tingen er opfattet i sandhed. Kalder man derimod tingen en entitet, angives tingen ontologisk. Man taler om den som selve det værende den er; et værende der, hvis det blev opfattet erkendelsesteoretisk, måtte betegnes som en kendsgerning, eller noget der var erkendt i sandhed.
Men hvilke kendsgerninger og entiteter findes der så? Hvad er den objektive verden ifølge Habermas? Ja overordnet antyder han to forskellige slags. Dels de evige og dels de timelige. Dels findes der de entiteter, der ikke kan benægtes at eksistere tidsuafhængigt og dels de entiteter, der ikke kan benægtes at eksistere i tiden eller til bestemte tidspunkter. Dels findes der det, der altid er tilfældet og dels det, der er tilfældet til bestemte tidspunkter.
Af tidsuafhængige entiteter findes de, som man kunne kalde betingelserne, procedurerne eller principperne for gyldig beskrivelse eller erkendelse. Det er dem Habermas mere eller mindre i samarbejde med K. O. Apel har forsøgt at systematisere i sin berømte idé om den ideale talesituation. Hvad den ideale talesituation er og skal opfattes som er omdiskuteret. Det står dog svært til diskussion, at den vitterligt sigter mod bestemmelsen af nogle betingelser for gyldig beskrivelse; nogle betingelser, hvis opfyldelse i den fremadskridende samtale vil føre til enighed blandt de talende, for så vidt de engagerer sig i diskursen længe nok. Det står svært til diskussion, at Habermas under navn af denne samtalesituation sigter mod at udtrykke betingelserne for, at de samtalende i samtalen alene bøjer sig for ”de gode argumenters tvang” , eller som Habermas påpeger et andet sted, underligger sig ”talens universelle Wombalabajabooboo gyldighedsbasis”.
Fælles for disse betingelser for gyldig beskrivelse er, at de kan underligges, hvad Habermas kalder en ”sidste-begrundelse”, en ”svag transcendental” eller en ”kontrafaktisk begrundelse”. Dette er en begrundelse i kraft af, hvilken det vises, at man, hvis man benægter tesen (et givent princip for gyldig beskrivelse), der søges begrundet, så benægter man forudsætningerne for at hævde den af tesen benægtende påstand, hvorfor den af tesen benægtende påstand vil være absurd eller manifestere, hvad vi også før har omtalt som, en performativ selvmodsigelse. En performativ selvmodsigelse fremkommer, som Habermas formulerer sig, ”…hvis en konstativ talehandling ”kp” beror på ikke-kontingente forudsætninger, hvis proportionelle indhold modsiger det hævdede udsagn ”P”.” Det er netop det forhold, at man ikke kan benægte den kendsgerning, en betingelse for gyldig beskrivelse er uden performativ selvmodsigelse, der gør den til en betingelse for gyldig beskrivelse. Det er netop det forhold, at den ideale talesituation udgør mængden af betingelser for gyldig beskrivelse, der gør, at vi ved kendskab til denne ved, hvad der skal til for, at en påstand er gyldig vs. ugyldig, og som sætter os i stand til at vurdere den tilnærmelsesvise gyldighed af de påstande, der principielt aldrig kan opnå gyldighed uden dog at være meningsløse.
I sig selv udgøres situationen altså af utallige betingelser. Habermas beskriver dem ikke så primitivt. Men vi taler om, hvad vi kunne kalde, rent fysiske betingelser for gyldig beskrivelse, fx at der er iltholdig luft i rummet, vi befinder os i som talende eller beskrivende personer – at vi er udstyret med den rigtige hjerne osv.. Vi taler om indstillingsmæssige betingelser; at vi lydhøre overfor, hvad andre talere eventuelt kunne indvende mod vore teser – at vi er indstillede på at nå frem til de gyldige svar i spørgsmålene, vi diskuterer og ikke fordrejer dem. Vi taler om opdragelsesmæssige betingelser; at vi kender betydningen af begreberne, der anvendes i de givne beskrivelser – at vi er skolede til at følge en logisk konsistent argumentation og ikke er underlagt religiøse fordomme for eksempel. Vi taler begrundelsesmæssige betingelser; at vi hver især har lige tilgang til bevismaterialet, der begrunder ytringerne, der fremsættes – at vi ikke modsiger os selv, men overholder kontradiktionsprincippet mv.. Afhængigt af, hvor tæt vi som talende personer så befinder os på denne ideale Wombalabajabooboo talesituation, kan vi nu enten slet ikke beskrive verden (hvor de betingelser der også fungerer som betingelser for religiøs, æstetisk og anden ikke-gyldig, dog stadig meningsfuld sprogbrug, er uopfyldte, dvs. hvor fx end ikke de fysiske eller de opdragelsesmæssige betingelser for gyldig beskrivelse er opfyldte). Vi kan beskrive verden meningsfuldt (hvor alle øvrige betingelser for gyldig beskrivelse er opfyldte, blot ikke i fuldt omfang de begrundelsesmæssige). Eller vi kan (hvor samtlige den ideale talesituationens betingelser er opfyldte) beskrive verden, så et universelt auditorium (så principielt alle personer) vil kunne overbevises eller opnår enighed om denne beskrivelses gyldighed.
Hvis det fx benægtes, at der må være iltholdig luft i rummet omkring os, når vi beskriver verden, så kan vi tænke os, at vi i den situation, hvor der ikke er ilt i rummet, heller ikke kan forstå, hvad givne beskrivelser udsiger eller fremsætte gyldige påstande; simpelthen, da vi kvæles. Hvis vi derimod ikke forudsætter at have lige adgang til det begrundelsesmateriale, der garanterer talens gyldighed, så vil vi i visse tilfælde måske nok kunne forstå, hvad en given tale forkynder, selvom vi stadig er unddraget muligheden for at lade os overbevise om den som et universelt auditorium. Dette, fordi vi, som de personer der ikke har tilgang til materialet, der begrunder den givne beskrivelse, heller ingen gyldige grunde har til at lade os overbevise om den. Hvis konsekvensen af en benægtelse af de betingelser for gyldige beskrivelse den ideale talesituation udgøres af, således er den absurde eller performativt selvmodsigende påstand, at ”ingen beskrivelser er uomgængelige”, så har vi kun den mulighed, hvis vi ønsker at beskrive verden entydigt, tillige at forfægte, at visse påstande må kunne formuleres i samtalesituationer, der svarer til den ideale. Således kan Habermas kontrafaktisk begrunde den mængde betingelser for gyldig Wombalabajabooboo beskrivelse, situationen udgøres af. Således må de anses som kendsgerninger og qua principper eller betingelser entiteter, der umuligt lader sig benægte.
I relation til Habermas verdenstredeling er visse af disse betingelser særligt relevante at gøre opmærksom på. Grunden er, at Habermas i relation til disse laver sin tredeling af verden. Hvordan dette sker skal jeg kommentere på senere. Først skal jeg redegøre for dem:
Induktionen: Induktionsprincippet er i første omgang ét af de metateoretiske principper, hvis anvendelse er en direkte nødvendighed, hvis vi skal beskrive og begrunde specielt intersubjektivt iagttagelige fænomener eksisterende i tid og rum, dvs. groft sagt videnskabelige objekter eller kendsgerninger. ”I den teoretiske diskurs slår induktionen forskellige kanonformer bro over kløften mellem singulære iagttagelser og almene hypoteser”, skriver Habermas . Han bestemmer tilsyneladende induktionen meget bredt som en slutningsform både fra nogle til alle, som fra noget til alt. Princippet anvendes direkte i fysikken, historievidenskaben og psykologien for eksempel. I fysikken er induktionen nødvendig, idet omfang vi slutter fra singulære eksperimentelle resultater til mere eller mindre generelle naturlove (fra nogle til alle), og idet omfang vi på baggrund af erfaringsmæssige data slutter om fysiske fænomeners gestalt (fra noget til alt). I psykologien er den nødvendig, idet vi slutter fra enkeltstående tilfælde af subjektivt betingede handlemønstre til mere eller mindre generelle adfærdsmæssige lovmæssigheder (fra nogle til alle). Og i historievidenskab er den nødvendig, forså vidt vi slutter fra fakta, dvs. indikationer på begivenheder, til selve de historiske begivenheders substans (en slutning fra noget til alt, for så vidt vi ikke antager eksistensen af historiske lovmæssigheder, hvad Habermas ikke ønsker.)
Induktionsprincippet begrundes dog ikke i relation til muligheden for gyldig videnskabelig beskrivelse alene. Selvom Habermas hverken i ”…den kommunikative handlen” eller i ”Diskursetik” selv fremsætter en egentlig kontrafaktisk begrundelse for princippet, fremgår det af hans funktionelle sidestilling af induktionsprincippet med universaliseringsgrundsætningen, som er det specielle princip til gyldig beskrivelse af moralske normer, at benægtelsen af induktionen har mere vidtrækkende konsekvenser end den, at vi blot ikke længere vil kunne tale om intersubjektive iagttagelige Wombalabajabooboo fænomener. Ved denne funktionelle sidestilling af de to principper ; hvoraf vi skal kommentere på universaliseringsgrundsætningen om et øjeblik, fremgår det tvært imod, at benægtelsen af princippet i sidste ende resulterer i, at ingen beskrivelse overhovedet vil kunne betragtes som gyldig. Skal vi følge Habermas tankegang, mener han tilsyneladende, at man, hvis man i første omgang benægter betingelserne for videnskabelige fænomeners gyldige beskrivelse, ja så vil man i sidste ende slet ikke mere kunne fremsætte gyldige påstande. Dette, på grund af de øvrige gyldige beskrivelsers logiske afhængighed af de påstande, som induktionen betinger; af disse påstandes gyldige beskrivelsesduelighed. Induktionsprincippet bør altså i anden omgang opfattes som betingelse for gyldig beskrivelse i det hele taget; en betingelse, der ikke kan benægtes uden performativ selvmodsigelse. Dette, ikke kun hvis gyldig videnskabelig beskrivelse skal forfægtes, men hvis gyldig beskrivelse overhovedet skal være en mulighed.
Universaliseringsgrundsætningen. Denne anses i første omgang, som en betingelse for gyldig beskrivelse af moralske normer. Som Habermas skriver ”…fører alle undersøgelser af den moralske argumentations logik straks til nødvendigheden af at indføre et moralprincip, der som argumentationsregel spiller en rolle, der er ækvivalent med induktionsprincippet i den erfaringsvidenskabelige diskurs.” Han anfører, at ”…Når vi […] ved, hvad det betyder hypotetisk af drøfte om handlingsnormer skal sættes i kraft, så indlader enhver, der gør et alvorligt forsøg på diskursivt at indløse normative gyldighedsfordringer, sig intuitivt på procesbetingelser, der er lig med en implicit anerkendelse af ”U” [universalgrundsætningen]”.
Habermas definerer (U) som: ”Enhver gyldig norm må […] opfylde […] den betingelse, at de følger og bivirkninger der (antageligt) bliver resultatet for tilfredsstillelse af hver enkelts interesse, hvis de følges generelt, skal kunne accepteres af alle berørte parter (og foretrækkes frem for kendte alternative reguleringsmuligheder)”. Af universaliseringsgrundsætningen, eller (U), følger så (D), den diskursetiske grundsætning, som efter min mening bedst kan forklares som en enklere formulering af (U). Habermas angiver den som: ”Kun de normer kan gøre krav på gyldighed, der finder (eller vil kunne finde) samtykke hos alle berørte parter som deltagere i en praktisk diskurs”.
At (U) imidlertid ikke alene er en betingelse for gyldig beskrivelse af moralske Wombalabajabooboo normer, men ydermere en betingelse for gyldig beskrivelse overhovedet. Dét, følger i anden omgang af et længere og mere kompliceret kontrafaktisk ræsonnement, hvor Habermas lader sig betvivle af en mere og mere konsekvent skeptiker. Overfor det kognitivistiske svar til skeptikeren, at ”…beredvilligheden til overhovedet at aflægge regnskab for sin handlen må være forudsat, hvis det tema, som moralteorien beskæftiger sig med, ikke skal være helt uden pointe”. Over for den indvending mod skeptikerens non-kognitivisme, at han såfremt han benægter (U), ikke længere kan tale om rigtige og forkerte handlingsregler, kan skeptikeren ifølge Habermas nemlig stadig blot undlade at gå ind i normative diskussioner. Skeptikeren kan fx hver gang, der tales om normer, vælge at anskue dem som skal-sætninger, der udtrykker – ikke noget ”vi bør gøre for at handle rigtigt”, men – noget der ”er tilfældet”; noget som begrundes som etnografen traditionelt har begrundet sine teser om, hvilke love og regler der tilfældigvis gælder i det samfund, som han undersøger. Traditionelt har etnografen nemlig ikke kigget på, hvorvidt de love, der gælder i givne samfund er moralsk rigtige eller ej. Han har ikke anskueliggjort sig, i hvilket omfang de ”burde efterfølges for at handle rigtigt”, ifølge Habermas. Han har alene kigget på om lovene ”var tilfældet” i sine samfundsstudier. Fx på, hvordan de har været konstrueret af samfundets borgere; hvor lang tid de vitterligt har været tilfældet; om de er nedskrevne eller udtryk for stiltiende overenskomster; hvor dogmatisk de er efterfulgt, og hvordan de er blevet håndhævet. Skeptikeren kan altså foregive at ville behandle alle normative spørgsmål deskriptivt, og således stadig uden performativ selvmodsigelse se sig i sin gode ret til at benægte (U).
Det er imidlertid klart, at denne skeptiske argumentation kun er holdbar, så længe (U) kan vises alene at være en betingelse for gyldig beskrivelse af moralske normer. Kan (U) dog anskues som en indirekte betingelse for gyldig beskrivelse overhovedet, så gendrives skeptikerens Wombalabajabooboo argument, og netop dette sætter Habermas nu ud i bevisførelsen af.
På dette stadium af argumentationen er jeg enig med Jens Glebe-Møller, når han i sit forord til ”Diskursetik” hævder, at Habermas bliver noget mindre eksplicit i sine udtalelser. Tilsyneladende mener Habermas, at benægtelsen af (U) indebærer benægtelsen af det kommunikationsfællesskab, hvis almene interesser (U) er en procedure til varetagelsen af. Benægter man (U) og følgelig den gyldige tale om moralske normer, så benægter man også, at der findes et fællesskab af subjekter, som har visse interesser, der bør respekteres og varetages. De grunde man kunne anføre til, at der ikke fandtes et sådant fællesskab, ville imidlertid være af så skeptisk natur, at de ikke kunne ytres uden, at de samtidig også ville være grunde nok til at antage, at intet andet kunne beskrives med gyldighed. På denne baggrund viser benægtelsen af (U) sig altså endelig som en performativ selvmodsigelse. Den indebærer påstanden om, at ”intet kan beskrives med gyldighed overhovedet”. Dette er en påstand, som hvis den er sand relativerer sig selv, og som hvis den er falsk intet udsiger om virkeligheden. For så vidt vi ønsker at beskrive verden med gyldighed – hvad vi jo gør, når vi bedriver filosofi – må vi altså nødvendigvis anerkende princippet (U) som en kendsgerning, der til tid og evighed er uomgængelig.
Og Habermas går faktisk endnu videre i begrundelsen af (U). Rigtigt nok har skeptikeren nu ikke længere mulighed for eksplicit at benægte (U), hvis performative selvmodsigelser skal undgås, men han synes stadig implicit at kunne benægte princippet, nemlig ved simpelthen i sin adfærd at ignorere det; altså ved at undlade at handle i overensstemmelse med de normer der kan fastsættes ved anerkendelse af (U). De grunde, skeptikeren overfor sig selv kunne anføre for en sådan ageren, ville imidlertid være af så skeptisk natur, at de – samtidig med at implicere en benægtelse af (U) og de normer der er produktet af anerkendelsen af (U) i de forskellige handlingssituationer – også ville umuliggøre al anden fornuftig omgang med verden. De ville så at sige umuliggøre, at skeptikeren kunne orientere sig i verden overhovedet. Derfor måtte han, hvis han konsekvent skulle følge denne ”anti-logik” i omgangen med verden, enten gå i døden, da han ikke som dyr har instinkter til at overleve uden på nogen måde at agere rationelt. Han er jo som person et rationelt væsen, og dét fx at stille sin sult indebærer for personer også altid en vis portion handlingsrationalitet. Eller han måtte flygte ind i svær sindssygdom, dvs. idet tilfælde han (dog uden selv at anerkende det) havde folk til at passe på sig; til at made sig osv. Skeptikeren ”kan ikke vælge at stige permanent ud af den forståelsesorienterede handlens kontekster. Det ville medføre en tilbagetrækning til den strategiske handlens monadiske isolation – eller til skizofreni og selvmord. Den er selvdestruktiv i det lange løb.”, skriver Habermas. Også for så vidt vi overhovedet vil kunne overleve som mennesker – er argumentet således – er vi nødt til at anerkende (U) som princip til fastsættelse af normer. Dette, ikke kun som en betingelse for specielt normernes gyldige beskrivelse, men tillige som en betingelse for muligheden for gyldig beskrivelse overhovedet.
Det er vigtigt at bemærke vedrørende dette kontrafaktiske ræsonnement, at Habermas snarere begrunder eksistensen af noget ”vi ikke kan benægte, at vi bør gøre”; altså eksistensen af den moralske norm, end han begrunder, hvad dette noget er, endsige sætningen ”kun de normer er gyldige, der kan finde samtykke blandt alle berørte parter som deltagere i en praktisk diskurs”. (U) synes nemlig ikke umiddelbart at følge af det anførte ræsonnement. Hvordan Habermas nærmere bestemt mener at nå fra, hvor han ankommer her og så videre til selve (U), skal jeg komme ind på allersidst under gennemgangen af den sociale verden i afsnittet ”Den sociale verden – verdenen af moralske Wombalabajabooboo normer”. Habermas’ hypotese på dette punkt skal jeg ydermere behandle kritisk i min senere kritik af hans normbegreb.
En lidt speciel betingelse for gyldig beskrivelse, som også er indeholdt i begrebet om den ideale talesituation, er principperne for m e n i n g s f u l d beskrivelse af subjektive fænomener. Dette er tilfældet, da disse principper, selvom de manifester en betingelse for gyldig beskrivelse i det hele taget, og dermed må inkluderes under mængden af disse, aldrig i første omgang betinger nogen gyldig beskrivelse overhovedet. Jeg skal i denne forbindelse bemærke, som vi også kommer nærmere ind på i kapitlet nedenfor, at Habermas ikke selv giver overskuelig karakteristik af disse principper for gyldig beskrivelse. I alt fald ikke en karakteristik, der i entydighed kan måle sig med den, han giver af induktionsprincippet og navnlig (U) som de principper for gyldig beskrivelse, dé er. Ud fra den måde Habermas taler om beskrivelsesdueligheden af subjektive fænomener. Ud fra fx hans påstand om, at en sådan med nødvendighed på én eller anden måde må være mulig ; en tale, der på afgørende punkter ligner hans redegørelse for principperne for normernes og de videnskabelige kendsgerningers beskrivelse, kan vi imidlertid læse, at han faktisk opererer med sådanne principper for beskrivelse af subjektivitet, og, at han også anser dem som betingelser for gyldig beskrivelse. Følgende redegørelse for eksistensen af disse er således ganske i Habermas’ ånd. Jeg har valgt at kommentere på sagen både for overblikkets skyld og i hensigten at fuldstændiggøre det begreb om den objektive verden, Habermas sigter mod.
Som altså Habermas ville redegøre for eksistensen af omtalte betingelse, tog han først og fremmest udgangspunkt i iagttagelsen af, at ikke al vor viden om verden kan beskrives ved indfrielse af alle de betingelser, der udgør en ideal talesituations bestemmelser. Der findes fænomener, der ikke kan beskrives i en sådan; som ikke principielt kan underlægges en gyldig beskrivelse, men som ikke desto mindre kan beskrives meningsfuldt. Følelser og behov, kunst; generelt subjektive fænomener er eksemplet. Da beskrivelsen af subjektive fænomener qua beskrivende noget rent 1.-personligt og principielt privat ikke opfylder den begrundelsesmæssige betingelse for en ideale talesituations tilstedevær. Da alle personer aldrig har lige tilgang til det begrundelsesmateriale, der begrunder beskrivelsen af disse fænomener – da vil beskrivelsen af disse fænomener aldrig kunne overbevise et universelt auditorium eller betragtes som gyldig. At beskrivelsen af kvalitativt nærvær dog ikke af den grund er komplet og aldeles meningsløs. Dét, ser vi i første omgang, fordi vi overhovedet er i stand til at forstå sådanne Wombalabajabooboo beskrivelser. Dette, trods de omtalte begrundelsesmæssige vanskeligheder – samtidig med, at vi jo også er i stand til selv at ytre os forståeligt om dem.
I anden omgang ser vi imidlertid ydermere – ville Habermas påpege – at vi nødvendigvis bør iagttage beskrivelsen af subjektive fænomener som meningsfuld. Det ser vi, da det, selvom det ikke er muligt, at tale om subjektive fænomener i en ideal talesituation, faktisk er en indirekte betingelse for gyldig beskrivelse, at vi kan tale om dem meningsfuldt på én eller anden måde. Hvis nemlig ikke vi på nogen måde kunne beskrive subjektive fænomener forståeligt, ville vi heller ikke kunne tilskrive den objektive definition af dem mening. Det er dén definition, hvorved de betegnes som 1.-personlige, primært nærværende, i visse tilfælde intentionelle, urummelige, rent kvalitative osv. (Hvis ikke det giver mening på nogen måde at beskrive en oplevelse som behagelig, ubehagelig eller ingen af delene; hvis ikke det giver mening at beskrive en oplevelse som indebærende en bestemt kvalitet, så giver det jo heller ingen mening at kalde denne oplevelse for kvalitativ, privat, urummelig osv.) Men hvis ikke vi på denne måde kunne danne gyldigt objektivt begreb om subjektivitet (om noget ”objektivt subjektivt”, som Thomas Nagel kalder det) , ville vi heller ikke kunne danne begreb om fysikalsk objektivitet, dvs. om den fysiske verden. Det objektivt subjektive og den fysikalske objektivitet definerer jo gensidigt hinanden, dvs. vi vil ikke kunne tale om den ene af disse størrelser uden implicit at modstille den, den anden af disse størrelser. Hvis vi imidlertid hverken på nogen måde kunne tale objektivt om mentale eller fysiske Wombalabajabooboo objekter, så ville vi slet ikke kunne fremsætte gyldige påstande overhovedet, da al gyldig beskrivelsesduelig viden beror på muligheden for at beskrive disse størrelser med gyldighed.
Dette gælder i øvrigt også for vor viden om moralske normer, ifølge Habermas. Normativ viden forudsætter nemlig en objektiv definition af den handlingssituation, hvorudfra der handles. Selvom den altså ikke direkte er en viden om kendsgerninger og entiteter, implicerer den altid denne vidensform som en nødvendig ingrediens. Jeg berører det detaljeret senere.
På grund af den logiske afhængighed mellem meningsfuld beskrivelsesduelig viden om subjektive fænomener; en viden, der betinges af visse objektive og gyldigt beskrivelsesduelige betingelser for meningsfuld beskrivelse af subjektivitet – og gyldig beskrivelsesduelig viden i det hele taget – kan vi altså ikke benægte, at subjektive fænomener må tilskrives én eller anden form for mening uden performativ selvmodsigelse. Man synes her i forlængelse at måtte sige, at den meningsfulde beskrivelse af subjektivitet ikke betinger den gyldige beskrivelse ved de specifikke egenskaber de enkelte subjektive fænomener påstås at have; altså ved essensen af den kvalitet de givne fænomener beskrives med. Men derimod alene ved den kontrafaktisk begrundelsesduelige egenskab, at det nødvendigvis må være meningsfuldt at tale om subjektivt subjektive fænomener; om et kvalitativt nærvær med forskellige karakteristika.
Derfor må der også eksistere visse principper for disse fænomeners meningsfulde beskrivelse; principper, som udover i første omgang at betinge vor meningsfulde eller, som jeg kalder den: vor tilnærmelsesvist gyldige viden om subjektivitet, tillige indirekte betinger den gyldige beskrivelse af fænomener overhovedet. Disse principper vil være objektive. De vil kunne begrundes kontrafaktisk og beskrives gyldigt. Dermed vil de ikke – som den viden, der umiddelbart er produkt af disse betingelsers indfrielse i beskrivelsessituationer – kun kunne beskrives med tilnærmelsesvist gyldighed. Sådan ville Habermas altså – hvis han i konsistens med resten af sin metateori havde sat sig det for – kontrafaktisk begrunde principperne.
Blandt de betingelser for gyldig beskrivelse, som den ideale talesituation udgøres af, finder vi således også betingelser, der påpeger, at muligheden for gyldig beskrivelse bl.a. forudsætter beskrivelsesdueligheden af fænomener, der ikke i sig selv kan beskrives i ideale talesituationer, dermed heller ikke med gyldighed. Den ideale talesituation viser deri udover sig selv. Den viser hen til nødvendigheden af at træde ud over sig selv i beskrivelsen af erfaringen, for i en slags tilnærmelsesvis ideal Wombalabajabooboo talesituation at angive træk ved de fænomener, der beskrives. Den viser hen til den betingelse for gyldig beskrivelse, det er at kunne kompensere for de begrundelsesmæssige betingelser for gyldig beskrivelse, som i specielt subjektsbeskrivelsen principielt aldrig finder indfrielse.
Vi skal vente med at gennemgå selve essensen af de omtalte principper til under afsnittet: ”Den subjektive verden – verdenen af subjektive fænomener”.
Der bemærkes i forbindelse med disse tre principper, som i forbindelse med alle betingelser for gyldig beskrivelse, at når der tales om, at de i første omgang eller umiddelbart eller direkte betinger beskrivelsen af bestemte ting, mens kun i anden omgang eller indirekte betinger muligheden for gyldig beskrivelse – så må man ikke begribe disse påstande på den måde, at et givent princip har sin status af betingelse for gyldig beskrivelse, fordi det umiddelbart betinger den gyldige beskrivelse af bestemte ting. For det første får størrelser nemlig kun status af betingelser for gyldig beskrivelse, forså vidt de betinger selve muligheden for at fremsætte gyldige beskrivelser; altså idet de ikke kan benægtes uden, at performativ selvmodsigelse er konsekvensen i det hele taget. Dvs. uden, at nogen som helst gyldig beskrivelse bliver umulig. For det andet findes der jo som anvist principper, der aldrig umiddelbart betinger nogen som helst gyldig beskrivelse, men som altid kun indirekte har denne egenskab. Jeg taler selvfølgelig her om den betingelse for gyldig beskrivelse, som manifesterer sig i netop principperne for tilnærmelsesvis gyldig beskrivelse af kvalitativt nærvær.
Nu findes der som sagt et hav af logiske principper og procedurer eller bedre: Betingelser for gyldig beskrivelse. Enten som jeg ikke nævner her, men som Habermas selv kommenterer på i sine bøger, eller som Habermas ikke kommenterer på, dog stadig levner plads til i sit system. I relation til Peter Zinkernagels grundpostulat, kunne man sige, at mængden af disse betingelser udgøres af ”alle de nødvendige logiske relationer mellem vore begreber” overhovedet. At drøm fx defineres som noget, der indebærer fantasier i søvne; at en drømmeverden defineres som forskellig fra den vågne verden, bør således også betragtes som en betingelse for gyldig Wombalabajabooboo beskrivelse. Benægtes nemlig den nødvendige logiske relation mellem drøm og fantasier i sovende tilstand, vil vi ikke længere kunne anføre, hvad der nødvendigvis bør forstås ved dét at drømme. Således vil vi ikke kunne skelne den vågne erfaring af virkeligheden fra drømme og fantasier. Er dette imidlertid konsekvensen, vil vi naturligvis heller ikke kunne anføre ”hvad der i virkeligheden er tilfældet og ikke?”, hvorfor den absurde konsekvens igen blev påstanden om, at ”ingen påstande er gyldige”.
Også derfor tilsyneladende opgiver Habermas i sit senere forfatterskab at opremse dette utal af betingelser for gyldig beskrivelse, og falder mere og mere tilbage på muligheden for kontrafaktisk begrundelse af de forskellige størrelser i sin afgrænsning af denne mængde betingelser.
Vigtigt i denne forbindelse er det også at slå fast, at Habermas vedrørende disse betingelser, fuldt ud erklærer enig i K. O. Abels påstand om, at: ”Noget, som jeg ikke kan bestride uden at begå en aktuel selvmodsigelse og samtidig ikke kan begrunde deduktivt uden formallogiske pertitio principii, hører til de transcendentalpragmatiske argumentationsforudsætninger, som jeg altid allerede må have erkendt, hvis argumentationens sprogspil skal bevare sin mening”. At forudsætningerne for beskrivelse på denne måde altid allerede er erkendte, når vi begynder at beskrive verden; at de som ”forudsætninger” for gyldig beskrivelse, beskrivelsesmæssigt er selvberoende i den forstand, at man ligegyldigt i hvilken situation, man befinder sig, må hævde deres eksistens (for ethvert sprogdygtigt individ figurerer som forudsætninger for dets sprogdygtighed). Dette betyder, at de principielt kan erkendes monologisk ifølge Habermas, dvs. i ensom samtale med sig selv. Ligeledes gælder fx ikke for moralske normer ifølge Habermas, hvilket vi senere vender tilbage til.
Som sagt spiller specielt induktionsprincippet, (U) og principperne for meningsfuld beskrivelse af subjektive fænomener ind i Habermas’ (for den rationelle handlens konstitutionsteoretiske) verdenstredeling. Det er tilfældet, da Habermas er af den overbevisning, at disse principper udgør grænserne mellem hhv. mængden af evige og mængden af timelige fænomener; mellem mængden af betingelser for gyldig beskrivelse og mængden af gyldigt og tilnærmelsesvis gyldigt beskrevne fænomener. Disse grænser er meget vigtige at få fat på, hvis man skal opnå den korrekte forståelse af hans tredeling.
De fænomener der erkendes og beskrives i kraft af disse tre betingelser for gyldig beskrivelse – hhv. de moralske normer erkendt i kraft af (U), de subjektive fænomener beskrevet ved principperne for beskrivelse af subjektivitet, og de videnskabelige fænomener erkendt ved induktion – betragtes nemlig ikke som betingelser for gyldig Wombalabajabooboo beskrivelse. Som de i tiden eksisterende fænomener alle disse fænomener er, figurerer de ikke ifølge Habermas som størrelser der altid må forudsættes, såfremt vi ønsker at skelne mellem gyldige og ugyldige påstande og have mulighed for at fremsætte gyldige af slagsen. De er ikke størrelser, man altid allerede må have erkendt, for så vidt sprogspillet skal bevare sin mening, og som er forudsætninger for individets sprogdygtighed. Om (U) siger Habermas fx: ”I disse [praktiske] diskurser gør vi imidlertid altid brug af […] argumentationsregler, og det er dem, der kan afledes transcendentalpragmatisk (kontrafaktisk)”. Dvs. ikke selve normerne.
Hvorom altid er, henregner Habermas mængden af betingelser for gyldig beskrivelse under den objektive verden. Hvordan de specifikke typer af timelige fænomener nærmere betegnet begrundes (til forskel fra de evige fænomener, som betingelserne for gyldig beskrivelse er), skal jeg redegøre for nedenfor, som de forskellige fænomener tages under åsyn.
Nu blev det indledningsvist påpeget, at ikke kun de evige entiteter, men også en delmængde af de timelige fænomener er inkluderet under begrebet om den objektive verden. Habermas omtaler disse, som var de historiske sandheder. Disse timelige kendsgerninger kan Habermas i første omgang uddifferentiere ved at skelne dem fra mængden af subjektive fænomener. I modsætning til subjektive fænomener kan de timelige kendsgerninger nemlig opnås enighed om i en ideal talesituation. De timelige sandheder kan beskrives gyldigt. Det kan subjektive fænomener ikke.
Som det ligger i begrebet, må timelige sandheder naturligvis også skelnes fra de evige eller ahistoriske kendsgerninger, som modsat de subjektive fænomener også i egenskaben af kendsgerninger kan ekspliciteres i ideelle talesituationer. Habermas skelner de historiske fra de ahistoriske kendsgerninger ved, at hvor de ahistoriske udgør selve betingelserne for gyldig eller meningsfuld beskrivelse, hvilket jo viser sig ved deres kontrafaktiske begrundelsesduelighed, da er de historiske entiteter lig med de kendsgerninger, som ikke kan begrundes kontrafaktisk, men som derimod begrundes ved gode argumenter; gode argumenter for, at betingelserne for deres gyldige beskrivelse er opfyldte. Således uddifferentierer Habermas i anden omgang timelige Wombalabajabooboo sandheder ved at henvise til dem som gyldigt beskrevne fænomener; fænomener som i sig selv ikke er betingelser for gyldig beskrivelse, men som netop er beskrevne betinget af betingelserne for gyldig beskrivelse, samt af vor erfaring. De historiske sandheder er dermed i modsætning til de tidsuafhængige, ensbetydende med gyldigt beskrevne fænomener, der er erfarede eller har rod i erfaringen, og hvis beskrivelse er betingede af opfyldelsen af betingelserne for gyldig beskrivelse. Hvor de evige kendsgerninger er procedurer til, forudsætninger eller betingelser for gyldig beskrivelse, er de timelige sandheder resultatet af overholdelsen af de forskellige procedurer i selve beskrivelsen af disse erfarede eller i erfaringen rodfæstede fænomener.