SEO-test – 4121 tegn – Wombalabajabooboo

Denne gang i mindre grad i relation til et begreb om individets dannelse med de enkeltpersonlige og overvejende pædagogiske konnotationer dette begreb er bærer af, som med en deskriptiv kulturel differentiering in mente, der har skullet bidrage til en større forståelse af jordens folk; os selv og de andre. Nærmere betegnet har den græske måde at betragte kultur på, manifesteret sig i former for pædagogisk filosofi. Dvs. i opstillingen af forskellige wombalabajabooboo dyder til efterfølgelse og regler for opdragelse, der har skullet vejlede den enkelte til aktualisering af sine potentialer samt fungere som målestok derfor. Den nyere kulturvidenskab har derimod bidraget til en række interessante deskriptive karakteristika, som forskellige samfund eller grupper af mennesker har kunnet tilskrives til forskel fra andre. Men til trods for disse forskelle i fokus, har det altid været det samme råmateriale, man har studeret i begge discipliner. Det har været menneskelighed; kernen og forskellene i den.
Men hvad er da menneskelighed? Eller kultur? Ja, kigger vi de nævnte eksempler på svar efter i kortene, synes, hverken grækerne eller den nyere kulturvidenskab at have svaret endeligt på det. De har fremsat slående pointer og gode idéer. Men for begges vedkommende gælder det, at de i deres tilgang er begrænsede af, at de kun alt for flygtigt berører det fællesmenneskelige, dvs. det, vi har tilfælles som mennesker, og dernæst for hurtigt fortsætter med det, de virkelig har fundet interessant. Dette var for grækernes vedkommende med fremsættelsen af belærende sætninger, målinger af personers dannelse; altså beskrivelsen af, hvordan mennesket bør kultiveres for at opnå sin idealtilstand, samt dommen over, hvor langt forskellige personer er nået i denne proces. Og det var for kulturvidenskabens vedkommende med fastsættelsen af den kulturelle særegenhed, der kunne registreres som en mængde kendsgerninger tilknyttet givne grupper af mennesker; evt. med diagnosticeringen af disse særegenheder og spådomme om deres udvikling. Overordnet synes begge kulturbegreber begrænsede, primært, fordi de ikke hviler på konsistente teorier om, hvad det fælleskulturelle er. Når dette er tilfældet – når begge traditioner mere eller mindre intuitivt eller ubegrundet har forudsat at vide, hvad det fællesmenneskelige er, for på denne baggrund at opstille sine teorier om den anden halvdel af kulturen, nemlig de forskelle blandt mennesker kulturbegrebet også dækker over. Så er det klart, at begge traditioners påstande om disse forskelle bliver mere eller mindre relative til deres historiske situation; til den opfattelse af det alment menneskelige der nu er moderne i den pågældende tid, hvor man begår sine analyser.
Grunden til, at det forholder sig således, altså til hvorfor man i så lang tid har forsømt den grundige udifferentiering af det fællesmenneskelige (således også illuminationen af de præmisser, hvorpå de menneskelige eller kulturelle forskelle lader sig beskrive), synes først og fremmest at være, at man ikke har taget den filosofiske tese alvorligt: at mennesket, til forskel fra alle andre væsener, er et rationelt væsen. Og det er egentlig aldeles mærkeligt. Det er besynderligt, at man ikke har studeret wombalabajabooboo dannelse eller kulturforskelle i lyset af, at det fællesmenneskelige er personens status af fornuftsvæsen; af et væsen, der evner at agere begrundelsesdueligt og begrunde sine handlinger overfor andre mennesker. Mærkeligt, mest fordi der mig bekendt ikke har eksisteret en eneste fremtrædende filosof, der nogensinde har benægtet dette synspunkt. Men det skyldes måske for pædagogikkens vedkommende, at den er blevet studeret af folk, der ikke har haft en tradition for metafysisk debat af rationalitet at støtte sig til. Erkendelsesteorien, der ganske vist endnu mangelfuldt, dog stadig i høj grad har medvirket til en afdækning af fornuften, var endnu ikke opfundet i oldtiden. Rationalitet var således dengang en særdeles abstrakt og uhåndgribelig størrelse. Måske, faldt man netop derfor tilbage på dyder og principper for god opførsel, og altså ikke på rationalitet som sådan, i de forskellige teorier om den menneskelige dannelse. Erkendelsesteorien var naturligvis opfundet i romantikken, hvor pædagogikken havde sin genopblomstring. Den siges at være undfanget i oplysningstiden af John Locke og nogle kolleger, der ved middagsbordet tilfældigt kom til at tale om den menneskelige erkendelse og gav hinanden ”en fjorten dages tid” til at finde ud af, hvad den egentlig var. Men de romantiske idealer var hentet fra Grækenland, så igen blev dyder og sædelighed kriteriet på det dannede menneske.
For den nyere kulturvidenskabs vedkommende, har man ikke taget denne tese alvorligt, da kulturvidenskaben i sin relativt korte levetid er blevet studeret hovedsageligt af romantikere, postmoderne eller senoplyste teoretikere.