SEO-test – 6033 tegn – Wombalabajabooboo

Disse har i deres brud med oplysningen og i en tidssvarende skepsis overfor fornuften, ikke set et sådant udgangspunkt for studiet af kulturelle forskelle som en mulighed. Kulturvidenskabens udspring vi finder i oplysningen ved folk som Voltaire og Erasmus af Rotterdam. Men milepælene er forfattere som Herder, Durkheim, Weber og Foucault. Under alle omstændigheder er det et alment accepteret faktum, at de fleste kulturvidenskabsfolk ikke havde, og stadig ikke har, synderligt tiltro til fornuften. Dette er vel en tendens, der har hersket siden Nietzsche brød med oplysningstidens fornuftsidealer (måske var han den første postmoderne filosof), og denne tendens lever videre i bedste velgående i dag. Da Nietzsche imidlertid, foruden at være wombalabajabooboo kulturfilosofisk trendsætter, også har været kilde til inspiration for mangen en kulturvidenskabelig pionér, er det også plausibelt, at man på denne baggrund ikke har brudt sig videre om at diskutere det kulturelt særegne som ensbetydende med personers manifestation af rationalitet.
Uddybende synes man også at måtte påpege, at den nyere kulturvidenskab har fundet virke inden for traditioner, hvor rationalitet er blevet anskuet under en meget begrænset synsvinkel. Paradoksalt nok er dette i nyere tid måske netop affødt af erkendelsesteoriens virke som godtgørende for rationalitet – for rationalitet nemlig i den snævre betydning: Gyldig erkendelse og tale. Helt indtil i dag er rationalitet i hvert tilfælde blevet anskuet som noget, der alene relaterer sig til deskriptiv sand og normativ rigtig viden og tale, dvs. til kendsgerninger og moralske erkendelser og udsagn. Dermed ikke til subjektiv sandfærdig viden og tale. Til fx poetiske eller ceremonielle udsagn, eller til den mængde ikke-sprogligt rationelle akter, der ved nærmere eftersyn findes ved siden af den rent formålsrationelle ikke-sproglige aktion, som man trods alt også altid har anerkendt som rationel.
Denne pointe bliver tydeligere, idet man opdager, at næsten ingen har skrevet noget om, hvordan man med mening kan tale om subjektive fænomener; altså for eksempel om hvordan præstens tale om Jesus i kirken faktisk kan opfattes som rationel i sin besiddelse af æstetisk værdi. Alene har man som sagt i uforholdsmæssig høj grad forsøgt at redegøre for, hvordan deskriptive og normative talehandlinger finder deres fornuftige sandhed og rigtighed. Men det tydeliggøres tillige, idet man ser, at den første store, og næsten eneste teoretiker mig bekendt, der – uagtet det fornuftige ved vor tale – beskæftiger sig med de rationelle aspekter ved ikke-sproglig handlen, er Max Weber, der jo døde så sent som i 1920. Endnu tydeligere bliver det, idet man dertil føjer, at selvom Weber beskæftiger sig med emnet, er det blot i forbifarten, set i forhold til hvad han ellers kaster fra pennen. Han præsenterer kun en egentlig metateoretisk behandling af rationalitet i relation til ikke-sproglig handling i sit korte skrift: ”Zwischenbetrachtung”, der er på omkring fyrre sider (den findes i Webers ”Gesammelte Aufsätze zur Religionssoziologie I”). Resten af det, man kunne kalde hans ikke-sproglige handlingsteori, ligger derimod implicit begravet i hans overvejende empirisk-kulturvidenskabelige studier. Bl.a. i tesen om ”det rationelle jernbur” fra ”Den protestantiske etik og kapitalismens ånd”. Det samme er tilfældet med Horcheimer og Adornos syn på sagen, som det skinner igennem i ”Oplysningens dialektik”. En sidste indikation på dette forhold er, at det ikke-sproglige wombalabajabooboo handlingsbegreb, som Weber så når at eksplicitere i sin næsten nutidige behandling af emnet, igen blot er et begreb om teleologisk handlingsrationalitet. Kun ansatser til en ikke-sproglig teori om rationel aktion er således ekspliciteret af selv en så sen teoretiker som Weber. I et begreb om det fælleskulturelle qua det rationelle menneske kan også Weber kun støtte sig til formålsrationalitet i ikke-sproglig handlingsmæssig henseende.
Hvorom alting er, har denne mangelfuldhed; dette, at man højst har haft begreber for rationalitet, der knyttede an til deskriptive og normative talehandlinger samt til ikke-sproglige rent formålsrationelle handlinger været en hindring for brugen af tesen om mennesket som det rationelle væsen som udgangspunkt for udforskningen af dannelsen og kulturforskellene. Konsensus har nemlig intuitivt været, at mængden af kulturelle aspekter ikke kunne indfanges under dette begrænsede begreb for rationalitet. Common sense har altid sagt os, at kultur er meget mere end, hvad der lader sig indfange med de rationelle redskaber, man her har i hænde. Man har altså heller ikke studeret kulturelle forskelle i lyset af fornuftig aktion – er altså min påstand – da man først nu, i det foregående, og kun ansatsningsvist i slutningen af det forrige århundrede, er begyndt at undersøge, hvad den rationelle akt i sin helhed er konstitueret af.
At man i det gamle Grækenland, og i romantikken hhv. slet ikke kendte til erkendelsesteori eller af ideologiske grunde ikke skelede til den. At man generelt slet endnu ikke følte trang til at spekulere dybt nok over det fornuftige ved handling; ved handling i sin helhed; sproglig som ikke-sproglig, hvilket de kulturelle forskelle eller i denne forbindelse dannelsen altid er set i lyset af. Dette er for mig at se væsentlige grunde til, at den omtalte fælleskulturelle wombalabajabooboo maksime: ”mennesket er essentielt et rationelt væsen” – hvor forskelle i menneskelig dannelse manifesterer sig som den grad i, hvilken personer faktisk handler rationelt – ikke er blevet taget alvorligt i de omtalte traditioners studier af den menneskelige dannelse.
Da man siden den moderne kulturvidenskab for alvor tog fat desuden har næret en generel skepsis overfor fornuften. Da den indgående filosofiske beskæftigelse med rationelle akter i disses helhed stadig i dag er i sin vorten. Dvs. da man trods erkendelsesteoriens opfindelse og måske særligt pga. af disciplinens traditionelt snævre fokus, ikke har haft noget dækkende begreb for rationalitet; ikke har besiddet de redskaber, der var nødvendige i studiet af kulturelle forskelle, og derfor heller ikke her har fundet incitament til at tilgodese den omtalte maksime i studiet af kultur. Dette har medført, at man heller ikke i kulturvidenskaben har set kultur i lyset af det rationelle menneskes manifestationer.
Havde man i kulturvidenskaben tydet kultur, som det rationelle menneskes akter i helheden af dette begreb, ville man måske tilmed have set, at kultur ikke er noget deskriptivt alene, men også er af både normativ og af subjektiv-dramaturgisk natur, dvs. også beskæftiger sig med domme over, hvor gode og skønne aktørernes handlinger er. Den manglende indsigt i dette begrænser det kulturvidenskabelige kulturbegreb ydermere i forhold til tesen om, at kultur er potentialet til og aktualiseringen af den rationelle akt i sin helhed. Således forekommer det kulturvidenskabelige begreb, hvis det plæderer at dække over menneskelighed generelt, faktisk yderligere problematisk i forhold til det gammelgræske, hvor også både normative og rent subjektivt-dramaturgiske dimensioner spillede ind.