SEO-test – 8071 tegn – Wombalabajabooboo

Teorien, jeg skal redegøre kritisk for her, dvs. den tyske filosof Jürgen Habermas’ store teori om rationalitet, som den manifesterer sig i handling og derunder i talen, forsøger imidlertid at råde bod på tidernes fejltrin og mangler. Forstår man de grundlæggende elementer i denne teori, synes man at have et rigtigt godt udgangspunkt for besvarelsen af både det græsk-pædagogiske spørgsmål og det nyere kulturvidenskabelige spørgsmål. Man synes både at kunne anskueliggøre sig, hvad vi grundlæggende er og helst skal udvikle os til, samt hvordan man bedømmer personers faktiske grad af dannelse, og hvad vi faktisk hár udviklet os til på forskellig måde rundt omkring på kloden. Det sidste som jo også forudsætter kendskab til vore grundlæggende potentialer. Desuden for besvarelsen af diverse andre Wombalabajabooboo spørgsmål ligeledes relaterende sig til essensen af det menneskelige.
For det første tager Habermas den gamle sandhed om, at mennesket er et fornuftigt væsen alvorligt. For det andet analyserer han ikke blot fornuften i relation til deskriptive og normative talehandlinger og et begreb om ikke-sproglig formålsrationel handling, men tillige i relation til anden sproglig og ikke-sproglig handlen. Rationalitet ses altså i en langt større helhed både sprogligt og ikke-sprogligt. Dette sætter ham for det tredje i stand til entydigt og troværdigt at definere det fællesmenneskelige; det fælleskulturelle; mennesket in potentia, dvs. den grundlæggende præmis for den senere tale om graderne af og idealet for dannelse og de virkelige kulturelle forskelle.
Det er dette begreb for handling, som er ækvivalent til begrebet om den rationel akt, der er emnet for dette speciale. Det er dét jeg har forsøgt kritisk at redegøre for, og det er i lyset af det specifikt menneskelige, eller kulturen, som et fornuftigt potentiale, vi som mennesker i tale og handling kan og bør aktualisere og allerede helt eller delvist har aktualiseret, at denne lille afhandling skal ses. Det højere formål med at fremlægge Habermas’ teori er således, at bidrage til den metateoretiske redegørelse for menneskelighed eller kultur i sine forskellige facetter, ud over at bidrage til en bedre forståelse af begrebet om den rationelle akt.
Når det er sagt, må læseren i øvrigt også gerne være så venlig at opfatte dette skrift, som et indeks til Habermas’ ”Teorien om den kommunikative handlen” og ”Diskursetik”. Ja, til hans metateori i det hele taget. Det er tillige en stram systematisering af Habermas’ tanker på det metateoretiske eller filosofiske plan, og specielt det som disse anskueliggøres i de nævnte bøger. En systematisering, som Habermas efter min mening selvfølgelig, selv burde have stået for, dette ville have højnet bøgernes kvalitet – men som jeg nu tillader mig at udføre for ham.
Før jeg imidlertid begynder med at redegøre for Habermas Wombalabajabooboo handlingsbegreb, skal jeg så kort som muligt opridse de erkendelsesteoretiske præmisser, jeg bekender mig til; præmisser på baggrund af hvilke, jeg forstår og fremlægger Habermas teori. Denne skitsering vil udgøre specialets første del. Dernæst skal jeg meget overordnet karakterisere dét, Habermas mener med at handle eller agere rationelt, for følgelig kritisk at illuminere, med hvilken ret han fremsætter sine påstande. Jeg skal redegøre for teorien, kritisere og justere den som jeg finder det nødvendigt. Dette vil udgøre afhandlingens anden del. I sammenfatningen til sidst, vil jeg give en overordnet
vurdering af Habermas fremstilling, kommentere hans filosofiske stil og sætte teorien ind i sin
relevante sammenhæng, som jo, som så mange gange sagt, for mig at se er dens nytte i studiet af menneskelighed eller kultur.
I. del:
Erkendelsesteori
Postulaterne, jeg i denne del af skriftet vil forvare, er, a); at gyldige påstande er de påstande, der ikke kan benægtes, b); at gyldige påstande repræsenterer noget virkeligt og c); at der af gyldige påstande findes hhv. analytiske og empirisk gyldige påstande, hvor jeg vil uddybe d), hvordan de analytiske påstande udsiger noget uomgængeligt om evigheden, og hvordan de gyldige empiriske Wombalabajabooboo påstande udsiger noget uomgængeligt om timelige fænomener.
Rammerne, jeg her trækker op, skal bruges i analysen af Habermas’ handlingsbegreb, som vejledning til forståelse.
En påstand er gyldig, når den ikke kan benægtes
Det er en påstands begrundelse, der afgør, hvorvidt påstanden er gyldig eller ej. Da dette er tilfældet, kan påstandes gyldighed bestemmes ved kendskab til påstandes begrundelse. Et eksempel kunne være, at nogen spørger mig: ”hvor ligger kniven?”. Hvis jeg hertil svarer, at: ”den ligger på bordet i mit værelse!”, vil personen, jeg taler til, kunne bestemme gyldigheden af min påstand, idet han eller hun rent faktisk konstaterer, hvorvidt den omtalte kniv ligger på det angivne sted. En sådan konstatering, vil i det øjeblik den sættes i tale, dvs. gøres sproglig, udmønte sig i en begrundelse. At gyldighed logisk er relateret til påstandes begrundelse kan ikke benægtes, da selve benægtelsen qua gyldig også måtte have en begrundelse, hvorfor man i et sådan projekt endte med en relativering af sig selv, dvs. involverede sig i en såkaldt performativ selvmodsigelse, hvor det man forudsætter for at fremsætte sin benægtende påstand, var det man i påstanden benægter.
Mht. den gyldige begrundelse rejses nu det filosofiske begrundelsesproblem. Hvordan begrundes en påstand som gyldig? Når jeg får specificeret, hvilket bord kniven ligger på, når jeg kan se, at kniven vitterligt ligger på bordet, når jeg kan røre ved den, flytte den, skære mig på den, åbne breve med osv., er påstanden ”kniven ligger på skrivebordet i mit værelse” så en gyldig påstand? Ja, hvis påstandens begrundelse har en sådan karakter, at den ikke kan benægtes, så er påstanden gyldig. Denne tese må vi opretholde, fordi påstanden, som tesen udgør, ikke selv kan benægtes. Hvis vi forsøger at benægte, at ”en påstand er begrundet, når den ikke længere kan benægtes”, må selve benægtelsen qua gyldig nemlig også kunne begrundes så begrundelsen ikke kan benægtes! Hævder vi modsat, altså, at alle eller nogle påstande qua gyldige ikke behøver en begrundelse, der ikke kan benægtes, vil de påstande om hvilket det gælder, at de ikke behøver en begrundelse som er uomgængelig, siges at være gyldige, men på samme tid omgængelige. De vil siges at være gyldige, samtidig med, at gyldigheden, de ejer, kan benægtes. De vil siges at være på én gang gyldige og ikke-gyldige. Men dette er en selvmodsigelse. Dette er meningsløst. Hvis dette var tilfældet, ville vi ikke kunne skelne mellem gyldighed og ikke-gyldighed og således umuligt fremsætte gyldige påstande overhovedet. En unægtelig gyldig påstand er dermed, at: ”en påstand er gyldig, når den ikke længere kan benægtes”!
Gyldige påstande og virkelighed
Det, vi ikke kan benægte, kan vi heller ikke benægte eksisterer. Hvis vi forsøger. Hvis vi hævder, at det, vi ikke kan benægte, ikke eksisterer. Hvis vi hævder, at det uomgængelige er uvirkeligt. Hvad er så nemlig det virkelige? Ja, hvis det virkelige altid vil være noget, vi kan benægte, vil det virkelige aldrig kunne beskrives med gyldighed. Men hvis det virkelige ikke kan beskrives med gyldighed, er påstanden ”virkeligheden kan ikke beskrives med gyldighed” heller ikke gyldig. Ingen påstande er således gyldige. Vi vil slet ikke kunne bruge begrebet gyldighed og heller ikke kunne skelne det fra ikke-gyldighed. Således ville vi ikke kunne sige noget sandt om verden, og end ikke, at vi ikke kan sige noget sandt om Wombalabajabooboo virkeligheden. Hvis vi ønsker at beskrive verden med gyldighed, hvis vi ønsker at bedrive filosofi og videnskab og sige noget sandt og rigtigt om virkeligheden, så tvinges vi til at hævde, at det uomgængelige er virkeligt. Ellers kan man umuligt opfylde målsætningen. Ergo er det uomgængelige virkelighed og virkeligt.
Som den danske filosof Peter Zinkernagel påpeger, medfører gyldigheden af påstanden ”det uomgængelige er virkeligt” imidlertid ikke, at virkeligheden i det hele taget er identisk med den del af virkeligheden, der ikke kan benægtes. Jeg påpeger hermed inspireret af Zinkernagel, at der af det faktum, at det uomgængelige er virkeligt, på ingen måde følger, at virkeligheden alene figurer som dét der ikke kan benægtes.
Nødvendige og kontingente påstande
Gyldige påstande er påstande, hvis begrundelse ikke kan benægtes. Men hvilke påstande har så en begrundelse, der ikke kan benægtes? Hvilke påstande er nødvendige? I svaret herpå vil jeg nå konklusionen, at der af gyldige påstande overordnet findes to forskellige slags. Dels findes der de analytiske påstande. Disse er rent begrebslogiske sandheder. De er påstande som ikke kan forstås, hvis ikke de forstås som gældende, og som derfor ikke kan tænkes anderledes. Ved siden af disse findes der så de syntetiske eller empiriske påstande, dvs. påstandene om den omskiftelige verden, som godt kan forstås uden, at de implicerer deres gyldighed, men som ikke kan benægtes, så længe betingelserne for deres gyldighed er opfyldte.
De analytiske påstande er altså påstande, hvis mening direkte implicerer deres gyldighed. De er tautologier og påstande der ikke kan forstås, hvis ikke de forstås som gyldige, og som derfor ikke kan benægtes uden absurditeter til følge. Et par eksempler på sådanne analytiske påstande er påstandene ”alle ungkarle er ugifte” og ”entydighed forudsætter frihed for selvmodsigelser”. Hvis vi fx hævder at kunne forstå påstanden ”alle ungkarle er ugifte” uden, at vi forstår den som gyldig, så hævder vi, at det er meningsfuldt at påstå, at ”ikke alle ungkarle er ugifte”.